Sneglehuset

Privat pasningsordning

Sneglehuset

Privat pasningsordning

Signe

Mit navn er Signe Bang Haaning - f. 1976. Jeg bor sammen med min mand Thomas og vores fire døtre, hvor den ældste nu er 20 år og den yngste 12 år. Vi bor på en nedlagt landejendom ved Virring, Skanderborg.

Jeg er født og opvokset i Nordjylland i en dejlig stor familie med fem børn. Efter gymnasiet startede jeg på min uddannelse til økologisk landmand.

Her mødte jeg Thomas, og sammen rejste vi til Norge, som et led i vores uddannelse. Efter et år i de norske fjelde gik turen tilbage til Danmark, dels for at afslutte vores uddannelse på landbrugsskolen, og dels for at starte vores liv som familie. Da jeg, efter at vi havde fået vores første datter, mærkede hvor livsbekræftende små børn er, og hvor meningsfuld hverdagen er i deres selskab, har jeg haft mit hjerte, og min dagligdag sammen med små børn.

Jeg har været dagplejer i 10 år, derudover har jeg arbejdet i Rudolf Steiner vuggestue og haft perioder hjemme med vores egne børn. Jeg elsker dagligdagen med børn, det falder mig naturligt og dejligt at give omsorg og varme til små børn. Jeg glædes, ved deres smittende nysgerrighed, ved at se når de arbejder for at lære noget nyt hver dag, ved at mærke deres tilfredshed når ting erkendes og lykkes, ved at se børnene forundres, når de går på opdagelse i naturen. Ved at formidle udeliv, ved at iagttage den intense måde de aflæser verden. Og så er der altså ikke noget så dejligt som at modtage et lille barns umiddelbare accept og få lov at være en skattet del af livet, et smil et kram eller et anerkendende blik er stort når det kommer fra hjertet af et lille barn.

Jeg glæder mig, til at byde jer velkommen i sneglehuset. Jeg ser meget frem til samarbejde og sparring med jer forældre og med Marianne og Ingeborg, om jeres lille skat og vores lille hus.