Sneglehuset

Privat pasningsordning

Sneglehuset

Privat pasningsordning

Børneliv i sneglefart.

Sneglefart

”Det lille smil, regndråben på vinduet, sneglen i græsset, et spirende venskab….”

Sneglehuset er et lille sted, hvor vi med nærvær og varme, arbejder for at give børnene glade og trygge rammer. Vores hverdag skal have indhold og form, og der skal være rytme, genkendelighed, og meningsfulde gøremål. I vores hus er der plads til børnenes små personligheder og forskellige behov. I mødet med det lille barn er respekt og nærvær kerneord for os. Respekt for barnets personlighed og en tro på at vi møder dem med anerkendelse.

Alle barnets følelser er rigtige og hører til livet. Barnet skal opleve os som nærværnende og opmærksomme, at vi er tilstede og deler oplevelser. Det lille barn skal have følgeskab af voksne, som vejleder i børnefællesskabet, så barnet oplever mestring i relationer med andre børn. Barnets trivsel er betinget af en følelse af tryghed i dagligdagen. Derfor er det grundlæggende, at vi voksne udstråler ro, varme og accept.

Udeliv er for os en naturlig del af dagen sammen med børnene. Vi går hver dag i haven for at mærke vejr og vind og opleve årets gang. I haven udfordres børnenes motorik og nysgerrighed. Der er gang i alle sanser for at se, høre og mærke livet i luften og i jorden.